Ejendommens tilblivelse
Ved nytårstid 1944/45 var tyske Gestapo ved at optrævle
den danske modstandsbevægelse. Som modtræk bad bevægelsens ledelse
britiske Royal Air Force om at bombe Gestapos hovedkvarter, Shell
Huset på hjørnet af Vester Farimagsgade og Kampmannsgade - et
præcisionsbombardement af de nedre etager, fordi Gestapo havde
anbragt fremtrædende medlemmer af modstandsbevægelsen, her iblandt
medlemmer af Frihedsrådet som bombeskjold i loftsetagen. Efter
måneders planlægning gik RAF til angreb den 21. marts. Da første
gruppe i lav højde fløj ind over godsbaneterrænet, ramte førerflyet
en lysmast og vendte om for at forsøge at flyve hjem. Det faldt ned
på Dr. Priemes Vej, hvor flyet kom i brand. De efterfølgende fly
misforstod på grund af dårligt sigt og troede, at det var
bombemålet og kastede deres bomber over Den franske Skole. Det
kostede langt over hundrede skoleelever og nonner livet - og blev
derved en af de største katastrofer, besættelsestiden bragte med
sig. De efterfølgende flygrupper gennemførte bombningen af
Shellhuset med succes, og næsten alle modstandsfolk i loftsetagen
slap væk med livet i behold.
Alléparken, tegnet af arkitekt Ole Hagen, blev bygget i første
halvdel af 1950'erne. De første beboere i vores udlejningsejendom,
Alléparken V, flyttede ind i 1954. Da ejendommen i 1984 skulle
sælges var der stor tilslutning til en overtagelse, og
andelsboligforeningens officielle oprettelse fandt sted på en
stiftende generalforsamling den 2. februar 1984.
Ref.: Historien om bombningen af
Shellhuset
er hentet fra bogen "En dag i marts" af Peter
Hove
Ejendommens faciliteter
Ejendommens fire opgange er forsynet med elevator, og
andelshaverne har oplagringsrum i kælderen samt i loftsetagen i Dr.
Priemes Vej fløjen.
I kælderen findes 2 vaskerier med tørretumbler samt tilliggende 5
tørrerum og rullestue. Ligeledes i kælderen er der 4 cykelrum samt
i gården en lille garage til barnevogne, børnecykler m.v.
Andelshaverne har i kælderen fri adgang til et godt udstyret
hobbyværksted.
Til udlejning for andelshaverne (efter venteliste) findes 10
garager samt 5 P-pladser. Yderligere 2 garager er reserveret til
henholdsvis foreningsformål og til storskraldsrum.
Der er et udmærket grønt gårdmiljø, hvor terrassen i sommertiden
er udstyret med havemøbler. De indendørs faciliteter omfatter
kabel-TV og -Radio.
(YouSEE). Andelshaverne har desuden mulighed for at få såvel
internet som telefontilslutning via bredbåndsnet (Dansk
Bredbånd).
Ventelister
En andelshaver har principielt ret til - med enkelte undtagelser -
frit at afhænde sin lejlighed inden for den på seneste
generalforsamling fastsatte andelsværdi.
Man kan tilbyde sin bolig gennem foreningens 3 ventelister, der
omfatter, a) andre andelshavere, b) andelshaveres børn samt c) de
af andelshavere indstillede interesserede uden for foreningen - i
nævnte prioritetsorden.